Den ultimative guide til yogatøj
Er du på udkig efter det helt perfekte sæt yogatøj, men er du i tvivl om, hvad du bør holde øje med, når du shopper yogabukser, yogatoppe og sports-bh’er?
Så læs med fordel med i denne guide, hvor vi gør dig klogere på, hvad dit yogatøj skal kunne — så du kan være sikker på, at dit yogatøj ikke kun ser godt ud, men også er funktionelt og praktisk.
Markedet for yogatøj vokser hastigt
Flere og flere mennesker får hver dag øjnene op for alle fordelene ved at dyrke yoga. Og det med god grund, da yoga på én og samme tid er sundt for sindet og den fysiske krop.
I takt med, at yoga er blevet en mere udbredt og folkekær disciplin, er markedet for yogatøj vokset, og yogatøj har vundet stor popularitet. Det er ikke længere begrænset til et outfit, der bæres, når man er på yogamåtten, men ses også tit som et casual look i bybilledet — det gælder især for yogabukser, som tit kombineres med hættetrøjer og oversized sweaters.
Udover at være et fashion statement, skal yogatøj naturligvis være funktionelt, mens du dyrker yoga, og understøtte dine bevægelser. Det voksende marked for yogatøj kan være svært at navigere rundt i, da der er mange stilarter, farver og mærker at vælge imellem. Men så længe du leder efter yogatøj, du kan ånde i, bevæge dig frit i og som føles behageligt, er de vigtigste krav opfyldt.
I det følgende går vi i dybden i forhold til, hvad yogabukser, yogatoppe, sports-bh’er og øvrigt udstyr hver især skal kunne.
Yogabukser
Når du skal vælge yogabukser, bør du have følgende elementer med i dine overvejelser:
- Længe
- Pasform
- Materialer
De mest normale længder, der ses på yogabukser, er til midt på læggen eller fuld længde. Yogabukser med fuld længde er gode, hvis du ofte laver øvelser, hvor du balancerer på armene. Armene kan tit blive svedige og glide, hvis de skal støttes mod benene, og derfor kan det være godt med et lag imellem dem for et bedre tag.
Nogle yogabukser i fuld længde har også et bånd, der kan sættes fast om hælen, så bukserne ikke kravler op i løbet af træningen.
Med hensyn til pasform, så findes der både løse og tætsiddende yogabukser på markedet. Begge stilarter er meget populære, men egner sig til forskellige formål. Yogabukser med en løs pasform egner sig godt til langsom yoga som eksempelvis yin-yoga.
Tætsiddende yogabukser er derimod oplagte til power yoga og mere aktiv yoga som vinyasa. Her kan bukser, der er for løse, stoppe den frie bevægelighed og blive en gene. Er du alligevel opsat på at bruge løstsiddende yogabukser til power yoga, bør du vælge nogle, der sidder tæt om anklerne.
Yogabukser fås også både med almindelig og høj talje. Mange vælger yogabukser med høj talje for at være sikker på, at de ikke glider ned under solhilsnen, hundens stilling og andre foroverbøjede stillinger.
Materialemæssigt skal dine yogabukser være fleksible, behagelige og åndbare. Bukser, der er et mix af polyester, nylon og spandex egner sig godt, da de giver stor fleksibilitet og leder sved væk fra kroppen. Undgå desuden gerne tynde og gennemsigte materialer.
Som et alternativ til yogabukser i fuld eller midt-læg længde, findes der også yogashorts på markedet. De yogashorts, der markedsføres mod kvinder, er ofte spandex-shorts. Nogle foretrækker denne type yoga-shorts, hvis de sveder meget under deres træning eller eksempelvis dyrker hot yoga. Dog skal man være opmærksom på, at denne type shorts kan have tendens til at kravle op under træningen.
Yogatoppe
De vigtigste overvejelser, du bør gøre dig, når du leder efter yogatoppe, er:
- Pasform
- Komfort
- Materiale
De fleste yogier vælger yogatoppe med en tætsiddende pasform, enten i form af en T-shirt eller en ærmeløs top. Fordelene ved en løs top er, at det kan føles behageligt under stillinger som bjergstillingen eller under mere meditative øvelser som shavasana eller vekselåndedrættet. Dog kan en løs pasform hurtigt blive en ulempe, da en bluse med løs pasform vil have tendens til at falde ned over dit hoved under de fleste stillinger, hvor du har hoved nedad eller bøjer dig forover.
Undgå desuden toppe, der har et ubehageligt snit under armen og irriterer huden.
Nogle yogatoppe har indbyggede sports-bh’er, så hav gerne det med i dine overvejelser, hvis det lyder som noget for dig.
Når det kommer til materialer, bør du undgå yogatoppe af bomuld. Materialet skal gerne være åndbart og kunne lede sveden væk fra kroppen, så du ikke bliver nedkølet. Gå også gerne efter sømløse toppe eller toppe uden generende elementer som krassende mærker mm.
Sports-bh’er
En sports-bh giver dig støtte under din yogatræning. Hvor meget støtte, du har behov for, afhænger naturligvis af din skålstørrelse, men også af, hvilken type yoga du dyrker.
Dyrker du lavintensitets-yoga såsom yin-yoga, kræves der ikke stor support. Det kræves der derimod, hvis du dyrker power yoga, hvor du ofte vil befinde dig i uvante og foroverbøjede stillinger.
Vil du gerne undgå at have for mange lag på, når du dyrker yoga, kan du enten vælge at investere i en yogatop med indbygget sports-bh, eller du kan købe en sports-bh, som du også ville kunne anvende alene uden en top. Mange vælger eksempelvis kun at have en sports-bh på som overdel, hvis de dyrker hot yoga.
Øvrigt yogatøj og udstyr
Vi har nu været igennem det vigtigste yogatøj, men tilbage at nævne, er der stadig de øvrige påklædningsgenstande såsom sokker og undertøj. Skal man tænke over, hvilke sokker og undertøj man har på, når man dyrker yoga? Og er nogle typer sokker og undertøj at foretrække fremfor andre?
Mange mennesker vælger at dyrke yoga barfodet, hvilket også er oplagt, hvis man har en non-slip yogamåtte. Men har man ikke det, kan man med fordel bruge yogasokker for at undgå at ens fødder glider for meget rundt på yogamåtten. De fleste yogasokker har plastikelementer under føddernes om forhindrer glidninger. Det er også muligt at finde yogasokker med individuelle tæer, da nogle yogier synes, dette er behageligt.
Når det kommer til undertøj, er det også vigtigt at gå efter noget, der er let at bevæge sig i, som ikke forhindrer fleksibiliteten, som er åndbart og som leder sved væk fra kroppen — undgå derfor også gerne bomuld her.
Til sidst kan det være en fremragende idé at anvende en behagelig, blød og varm cardigan eller lignende, som du kan tage på efter yoga eller lægge ovenpå dig som en dyne under shavasana, så du ikke bliver for kold, mens du slapper af som afslutning på træningen.