Yogaøvelser

Yoga er for alle. Det en fantastisk disciplin for dem, der vil styrke deres muskulatur og holdning såvel som for dem, der gerne vil genfinde deres indre balance og styrke deres selvdisciplin.

I denne artikel bliver du guidet igennem de bedste yogaøvelser, så du både kommer hele kroppen og sindet igennem i løbet af din yogatræning. Alle yogaøvelser herunder præsenteres både med deres danske navn og deres oprindelige sanskrit navn.

Yogastillinger for både krop og sind

Der findes mange forskellige øvelser, som hver især er gode for forskellige ting. Nogle øvelser sætter stort fokus på udholdenhed og styrkning af muskelmasse, mens andre øvelser lader dig finde din indre ro. Fælles for alle yogaøvelser er, at de lægger op til, at du er opmærksom på åndedrættet.

Yoga er en praktisk disciplin, da den kan dyrkes de fleste steder, hvor yogamåtten kan rulles ud — fra stuegulvet på en gråvejrsdag til parken med en veninde på en varm sommerdag. Den kan sågar dukke op i form af små udstrækninger på kontorstolen, under madlavningen eller i sengen om aften. Yogaøvelser er nemlig ikke begrænset til at skulle udøves ét bestemt sted eller på ét bestemt tidspunkt.

Men én ting er sikker: at give sig selv tid til at rulle yogamåtten ud og gøre noget godt for sig selv en gang om dagen vil have mange positive resultater. Lad åndedrættet være grundlaget for de naturlige bevægelser, så du arbejder med kroppen og ikke imod den — et symbol på en tilgang til livet, hvor man accepterer sine vilkår og arbejder med dem fremfor imod dem.

Det hele handler om, at den proces, som yoga-sessionen er, betyder lige så meget som de resultater, den giver.

Nadi Shodana — vekselåndedrættet

Den første af de anbefalede yogaøvelser, vi vil guide dig igennem i denne artikel, er vekselåndedrættet — på sanskrit kaldet Nadi Shodana.

Vekselåndedrættet er en af de bedste øvelser at starte ud med, da den er knapt så fysisk krævende og samtidig er af mere meditativ karakter end de fleste andre stillinger.

I løbet af denne øvelse lægges der fokus på at tage det roligt, at komme helt ned i gear og at vende opmærksomheden indad i stedet for mod alle de ting, du går og tænker over i dagligdagen. Her kan omverden vente, til du er færdig med dine yogaøvelser.

Øvelsen foregår ved, at du sætter dig i en behagelig stilling som eksempelvis skrædderstilling, og retter ryggen op. Har du svært ved at opnå en rank holdning, kan det hjælpe at sidde yderligt på en pude eller et sammenfoldet tæppe.

Herefter lukkes øjnene, og højre pegefinger placeres over næseryggen mellem øjnene. Derefter bruges højre tommel- og langefinger skiftevis til at lukke for henholdsvis højre og venstre næsebor.

Placér først tommelfingeren på højre næsebor, og foretag en indånding gennem venstre næsebor. Byt derefter rundt og foretag en ud- og indånding gennem højre næsebor, og derefter en ud- og indånding gennem venstre næsebor, og fortsæt således i nogle minutter.

Efter denne øvelse vil din vejrtrækning være dybere og langsommere, og din iltoptagelse vil være øget.

Adho Mukha Svanasana — hundens stilling

Hundens stilling — også populært omtalt som downward facing dog — er en fantastisk stilling for hele kroppen, og derfor også en af de mest kendte yogaøvelser.

Placér hænderne ved kanterne af yogamåtten foran dig, skyd numsen i vejret, stræk benene og hold hovedet mellem armene. Fra siden former din krop et omvendt V.

Hundens stilling fungerer som en god overgang mellem siddende og stående position, og samtidigt hjælper den med at styrke armene og strække bagbenenes muskulatur godt igennem. Er man ikke en rutineret yogi, kan det være svært at få hælene helt ned på måtten — og det er helt fint.

Husk at holde fingrene spredte under hundens stilling, da det vil hjælpe med at skubbe din krop væk fra yogamåtten, samtidigt med at det mindsker belastningen på håndleddene. Hold stillingen i omkring et minut eller længere, hvis det føles nødvendigt at strække lidt mere ud i bagbenene.

Tadasana — bjergstillingen

Bjergstillingen er god at lave i forlængelse af hundens stilling. Med små skridt rejser fødderne frem til hænderne på måtten, og overkroppen løftes langsomt op til bjergstillingen, hvor ryggen er rank, og fødderne er en hoftebredte fra hinanden.

Armene hænger aktivt ned langs siden med håndfladerne vendt fremad, og halebenet trækkes ind, hvilket sætter fokus på posituren. Sørg for at fordele din kropsvægt jævnt på begge fødder. Ved at vippe tæerne lidt op kan du hjælpe din krop med at finde denne balance.

Brystkassen og hjertet løftes, og du tager nogle dybe indåndinger, mens du står her.

Din holdning vil udstråle selvsikkerhed og optimisme, hvilket med sikkerhed vil smitte af på dit sind og gøre dig klar til at gå igennem dagen med alt, hvad den har at byde på.

Vrksasana — træets stilling

Træets stilling er en af de mest ikoniske yogaøvelser og en af dem, man ofte ser som eksempel, når det drejer sig om yoga. Det kan være en svær stilling at opnå og vedligeholde for nybegyndere, men lad dig ikke skræmme — giv den et forsøg. Med tiden vil du hurtigt opdage, at du bliver bedre og bedre til den.

Det er oplagt at gå direkte fra bjergstillingen over i træets stilling. Fra bjergstillingen løfter du dit højre ben op i en 90 graders stilling, og med højre hånd guider du undersiden af din fod til at mødes med indersiden af dit venstre lår. Sørg for, at foden ikke presser på knæet, men er placeret længere oppe på låret.

Find balancen, mens du langsomt lader dine hænder række op mod himlen. Dette kan godt være svært, da det både er udfordrende at holde balancen her samtidigt med at sørge for, at den højre fod bliver på venstre lår. Lad det tage den tid, det tager.

Efter at have haft hænderne i vejret kan du lade håndfladerne mødes over dit hoved og langsomt sænke dem ned, til de er under dit hoved, foran din brystkasse. Fokusér på din vejrtrækning, og luk eventuelt øjnene, hvis din balance holder til det. Hold stillingen i 30 sekunder eller mere, hvis du har lyst eller behov for det.

For at komme ud af stillingen guider du med højre hånd dit højre ben tilbage i en 90 graders stilling, hvorefter du langsomt sænker det mod jorden. Gentag samme stilling med venstre ben.

Dette er en af de mest fantastiske yogaøvelser, når det kommer til at styrke muskulaturen i det meste af kroppen — især anklerne — samtidigt med, at balancen forbedres.

Virabhadrasana 2 — kriger 2

Sæt dit ene ben forrest, og lad det komme ned i en 90 graders stilling. Det bageste ben er skudt langt tilbage. Den forreste fod peger fremad, mens den bageste fod står på tværs af måtten. Begge fødder er på måttens midte.

Skulderbladene presses sammen på ryggen, og armene strækkes horisontalt, mens overkroppen holder en rank positur. Igen trækkes halebenet ind, og brystkassen skydes frem. Blikket rettes mod den forreste hånd.

Hold stillingen i cirka et minut, og skift side. Denne stilling er god, da den styrker muskulaturen omkring lårene og knæene samt armene.

Bitilasana & Marjaryasana — koens og kattens stilling

Koens og kattens stilling — også populært kendt som henholdsvis cow pose og cat pose — er gode yogaøvelser, når du gerne vil strække ud i din ryg og lænd og skabe en god cirkulation omkring rygsøjlen.

Stillingen udføres ved, at du sætter dig på alle fire. Dine arme og lår er vertikale og er i hofte- og skulderbredde fra hinanden. Begynd med at skyde ryg som en kat, hvilket gøres ved at løfte ryggen op i en halv cirkel, mens du sænker hovedet og kigger ind mod din navle.

Efter et par sekunder løfter du hovedet op igen, kigger opad og svajer ryggen. Gå frem og tilbage mellem disse to stillinger cirka fem gange eller mere, hvis du føler behov for at strække lidt mere ud i ryggen.

Bhujangasana — kobra

Kobra-stillingen er en af de bedste yogaøvelser, når du gerne vil strække dine hofter ud og rette kroppen op efter at have siddet foroverbøjet på arbejdet eller foran computeren eller TV’et.

Læg dig på maven med benene og fødderne udstrakt bag dig, og løft din overkrop ved at strække armene ud — bevar dog et let “knæk” på armene, og undlad overstræk både i arme og ryg.

Med kobra får du igen åbnet op for brystet og maven og mindet dig selv om at bevare en god holdning i løbet af dagen.

Balasana — barnets stilling

Barnets stilling, i daglig tale ofte omtalt som child’s pose, er en afslappende stilling, som vil hjælpe dig med at opnå indre ro og balance.

Først sætter du dig på knæ. Sørg for, at knæene ikke er samlet, men en hoftebredde fra hinanden — det skal dog stadig føles behageligt. Lad dine storetæer mødes under dig, så dine lægge og bagsiden af dine hæle skaber en slags stol, du hviler i. Herefter bøjer du dig fremover indtil din pande rammer yogamåtten. Dine arme lader du hvile udstrakt foran dig.

Husk, at du her heller ikke bør overstrække dig, men sørge for, at der er et svagt stræk, og at det føles godt. Udover at give en afslappende og rolig stund, hjælper denne øvelse også med at strække ud i lysken.

Supta Matsyendrasana — universalstrækket

Denne yogastilling er oplagt, hvis du gerne vil strække ordentligt ud i kroppen. Den giver et godt udstræk i lænden, ryggen, armene og brystet.

Du opnår Supta Matsyendrasana ved at lægge dig på ryggen på yogamåtten og løfte din venstre fod op til din balde. Derefter tager du fat om venstre ben med højre hånd og guider det ned mod højre side af yogamåtten, således at det ligger oven på dit andet ben.

Træk højre side af din hofte lidt ind, og lad dit venstre knæ møde gulvet. Lad din venstre arm ligge udstrakt, så den peger væk fra dig, og drej dit hoved til venstre, så du kigger på din venstre hånd. Gør det ondt, fordi du har mange spændinger i armen eller brystet, kan du eventuelt lægge armen på en pude, et sammenfoldet tæppe eller en yogablok.

Shavasana — dødmandsstillingen

Denne yogastilling er perfekt at afslutte en yoga-session med. Den lader dig komme ned i gear, sætte alle tankerne på standby og rette fokus mod din vejrtrækning.

For at indtage Shavasana lægger du dig på ryggen, vender dine håndflader mod loftet og lukker øjnene. Har du brug for et lægge et sammenfoldet tæppe eller en pude under hovedet for ekstra komfort, kan du også gøre dette.

Går du til yoga med en instruktør, eller bruger du guidede videoer eller lydoptagelser, vil du ofte blive guidet igennem Shavasana i forhold til at fokusere på dit åndedræt og være opmærksom på dine tanker — at lade dem opstå, observere dem og lade dem gå igen.

Dyrker du yoga uden instruktør, kan Shavasana med fordel også gøres uden at blive guidet, hvor du finder fuldkommen ro og mærker efter, hvordan det føles at være i din krop, fysisk såvel som mentalt.

Forsøg at undgå at falde i søvn under denne hvile-øvelse, men lad i stedet din fysiske krop hvile, mens dit sind og din underbevidsthed er til stede og lægger mærke til, hvad der foregår i din krop.

Dyrk yoga på dine egne betingelser

Der findes mange flere yogaøvelser end dem, der er nævnt i denne artikel — men du har nu en god baggrundsviden om nogle af de mest gavnlige og udbredte yogaøvelser, der findes, på tværs af de forskellige yogaformer.

Efterhånden som du bliver rutineret, kan du udvide dit repetoire og variere mere mellem de forskellige yogaøvelser, der findes, alt efter, hvad du har behov for under den enkelte session.

Husk altid på, at yoga nok kan være hårdt og udfordrende, men at det ikke skal gøre ondt. Har du en skade, eller gør visse yogaøvelser ondt, fordi du overbelaster din krop, så tilpas stillingen, så den passer til dig. Alle kroppe er forskellige og har hver deres behov.

Ligesom alle kroppe er forskellige, er alle dage også forskellige. Derfor kan det være, at du nogle dage har mod på at give den ekstra gas med hundens stilling eller krigerstillingen, mens du andre dage har behov for at bruge længst tid i barnets stilling eller i Shavasana, hvis du længes efter at finde indre ro.

Uanset hvad handler yoga om altid at go with the flow og at gøre det, der føles rigtigt samtidigt med, at du har fokus på dit åndedræt og din holdning — et fokus, der vil smitte af og vise sig, selv når du ikke er på yogamåtten.

Tilbage er der blot at sige: God fornøjelse med dine yogaøvelser!